Pensionspolitik under pres: Hvad sker der egentlig med vores system?

Pensionspolitik under pres: Hvad sker der egentlig med vores system?

Det tyske pensionssystem, som er baseret på generationsoverenskomsten, kommer under stigende pres. Yngre arbejdstagere finansierer ældres pensioner, men befolkningens aldring rejser spørgsmål om retfærdigheden og holdbarheden af ​​denne struktur. Forskerne fra Cluster of Excellence "The Politics of Inequality" på Universitetet i Konstanz viser i deres nuværende undersøgelser, at både borgere og medlemmer af delstatens parlament ikke opfatter Bismarcks pensionssystem som retfærdigt. Disse resultater tyder på stigende utilfredshed med det eksisterende system.

Et centralt element i det tyske pensionssystem er pay-as-you-go-systemet, hvor bidragene fra den aktuelt arbejdende generation anvendes direkte til pensionsudbetalingerne for den ældre generation. Bare pension understreger, at denne intergenerationelle kontrakt etablerer en forfatningsretlig ret til fremtidige pensionsudbetalinger. Kritikere efterlyser i stigende grad et skift til et finansieret system for at imødegå den demografiske udfordring med faldende antal bidragydere og stigende antal pensionister.

Udfordringer og løsninger

Demografiske forandringer bringer både høje forventninger og store udfordringer med sig. I fremtiden vil antallet af pensionister pr. person, der betaler bidrag, stige markant. Det kan føre til en stigning i pensionsbidrag og skatter. Ifølge Federal Agency for Civic Education I 2005 indførte den rød-grønne koalition "bæredygtighedsfaktoren" for at fordele den økonomiske byrde mere ligeligt. Denne blev i 2018 erstattet af den "dobbelte stoplinje" for at sikre et pensionsniveau på mindst 48 % af gennemsnitslønnen.

Lyskrydskoalitionen planlægger at forlænge denne stoplinje, men det kan resultere i højere bidragssatser og faldende pensionsniveauer. Desuden kan en tilbagevenden til bæredygtighedsfaktoren efter 2025 øge den økonomiske byrde for de næste generationer. Forskere kræve, at politikerne indfører lighedsfaktoren mellem generationerne for at fordele den økonomiske byrde mere retfærdigt.

Tilpasninger til pensionssystemet

Et andet vigtigt punkt vedrører pensionsalderen, som er fastsat til 2031. Der skal tilpasses til for at imødekomme stigningen i levetiden. Alderskvotienten, forholdet mellem personer over 65 og personer i alderen 20 til 64 år, vil stige markant i de næste 15 år. For at finde langsigtede løsninger er mange tiltag nødvendige, herunder indførelsen af ​​et fleksibelt pensionsvindue og regulering af pensionsindbetalingerne.

Pay-as-you-go-systemet kunne ikke forblive i sin nuværende form, hvis den demografiske situation ikke forbedres. Men reform alene er ikke nok; Der skal også tages hensyn til beslutningstagernes skævheder og politik. Fejlvurderinger kan bringe vælgernes vilje og den politiske gennemførelse i fare. De nævnte udfordringer kræver en bred diskurs om retfærdighed og bæredygtighed i pensionspolitikken.