Forhistoriske stenredskaber: Sensationelle fund fra Grækenland!

Forhistoriske stenredskaber: Sensationelle fund fra Grækenland!

I en international undersøgelse har et forskerhold ledet af Senckenberg Center for Human Evolution and Palaeoenvironment ved universitetet i Tübingen præsenteret fascinerende resultater om brugen af ​​stenredskaber af tidlige mennesker. Denne forskning fokuserer på analysen af ​​værktøjer opdaget i Marathousa 1 i Grækenland. Stedet, der ligger i Megalopolis-bassinet i det centrale Peloponnes, er dateret til omkring 430.000 år siden og indeholder rester af skovelefanten Palaeoloxodon antiquus sammen med adskillige stenredskaber. Disse opdagelser er en del af den omfattende viden om udviklingen af ​​værktøjskultur i palæolitikum.

Stenredskaberne fundet under udgravningerne omfatter blandt andet flager, retoucherede værktøjer, kerner og spånprøver. De gennemsnitlige dimensioner af de komplette flager er 21,08 mm x 17,62 mm x 6,89 mm med en vægt på ca. 5,15 g, mens radiolarit-flager er lidt mindre og lettere. Selve værktøjerne har gennemsnitsmål på 22,37 mm x 16,98 mm x 8,74 mm og vejer i gennemsnit 4,82 g. Særligt bemærkelsesværdigt er, at 33 % af fundene har cortex og naturlige overflader, hvilket indikerer omhyggelig håndværk.

Teknologiske fremskridt inden for stenforarbejdning

Undersøgelsen viser, at tidlige mennesker brugte flere værktøjsfremstillingsteknikker. Disse omfatter frihåndsslag og den bipolære slagteknik, hvor radiolarit tjener som det foretrukne materiale. Kombinationen af ​​teknologiske analyser og eksperimentelle rekonstruktioner af fremstillingsprocesserne muliggjorde en dybere indsigt i de metoder, der blev brugt til at fremstille værktøjerne. Små, skarpkantede snit viser sig at være alsidige og effektive, når man dissekerer dyr, med værktøjer som skrabere og boremaskiner, der nogle gange behandles efterfølgende.

Forskningen har også afsløret en væsentlig sammenhæng mellem de fundne redskaber og resterne af skovelefanten. De identificerede snitmærker og stødmærker på dyreknogler indikerer, at dyrene blev specifikt behandlet. Talrige platformtyper er registreret i den arkæologiske samling, hvor almindelige, lineære og facetterede er de mest almindelige. Medianværdierne for platformsdybde og ekstern platformsvinkel er imponerende i deres klarhed, ligesom de detaljerede dorsale armønstre af flagerne.

Indsigt i palæolitikum

Disse fund er ikke kun vigtige for forskning i Grækenland, men udvider også vores viden om palæolitikum generelt. Palæolitikum, også kendt som Palæolitikum, betragtes som den første og længste periode i forhistorien i Europa og Asien, mens værktøj lavet af ben og træ er sjældnere. Stenredskaber dukkede første gang op for omkring 5-6 millioner år siden og revolutionerede vores forfædres liv. Fremstillingsteknikker blev forbedret i løbet af årtusinder, hvilket var afgørende for at hjælpe folk med at tilpasse sig forskellige økologiske forhold.

Forskning i disse tidlige teknologier viser, at stenværktøjer muliggjorde vigtige funktioner som forarbejdningsanlæg, skæring af kød og fremstilling af andre værktøjer. Dette gør dem til et centralt element i rekonstruktionen af ​​menneskets opfindsomhed. For bedre at forstå mekanismerne bag værktøjsproduktion bør fremtidige studier også se nærmere på adfærdsmønstre i andre dele af Eurasien og påvirkningen af ​​miljøfaktorer.

De omfattende resultater fra denne forskning giver ikke kun et dybt indblik i de tidlige menneskers værktøjskultur, men også i den evolutionære udvikling, der blev drevet frem af brugen af ​​stenredskaber. Udviklinger, der er grundlæggende for menneskets historie.

Du kan finde flere detaljer om undersøgelsen i rapporterne Senckenberg Center for Human Evolution og Palaeoenvironment, PLOS ET samt i analysen Redskabskultur i palæolitikum.