Ny undersøgelse: Hvordan nazitiden former erindringskulturen i Europa!

Ny undersøgelse: Hvordan nazitiden former erindringskulturen i Europa!

En international undersøgelse ledet af Dr. Fiona Kazarovytska fra Johannes Gutenberg University Mainz (JGU) undersøger opfattelsen af ​​hendes egen befolkning under nazitiden i Europa. Resultaterne af denne banebrydende forskning blev offentliggjort i tidsskriftet *Political Psychology* og er baseret på en online-undersøgelse blandt 5.474 personer fra otte europæiske lande: Belgien, Frankrig, Litauen, Holland, Østrig, Polen, Ukraine og Ungarn. Deltagerne blev udvalgt til at være repræsentative ud fra alder og køn for at få det mest omfattende billede som muligt.

Formålet med undersøgelsen er at udforske folks erindringer om deres respektive befolkningers rolle under den nazistiske besættelse. Respondenterne blev bedt om at blive enige på en skala fra 1 til 7 med udsagn som "Befolkningen i mit land blev forfulgt, fordi de gjorde modstand" eller "Befolkningen havde intet andet valg end at samarbejde med nazisterne." Overraskende nok er der et konsekvent erindringsmønster: I mange lande bliver ens egne forfædre ofte opfattet som "offer-helte", der både led og gjorde modstand.

Kollektiv hukommelse og national identitet

Et centralt fund i undersøgelsen er den udbredte idé om, at samarbejdet med det nazistiske regime for det meste skyldtes frygt eller tvang. Det er dog historisk bevist, at adskillige regeringer og dele af befolkningen aktivt samarbejdede med de tyske besættere. Alligevel er dette ideologisk motiverede samarbejde ofte mindre understreget i kollektive erindringer end fortællinger om offerskab og heltemod.

Denne form for moralsk selvplacering kunne være dybt forankret i den kollektive hukommelses psykologiske mekanismer. Lignende mønstre er allerede blevet påvist i den tyske befolkning og tyder på, at disse former for selvforherligelse også findes i andre europæiske samfund, på trods af de forskellige historiske roller, som disse lande spillede. Den positive fremstilling af forfædres rolle ser ud til at tjene som en strategi til at bevare den nationale identitet.

Historiske sammenhænge: flugt og udvisning

I erindringskulturens bredere sammenhæng er tyskernes flugt og fordrivelse i 1944/45 et vigtigt emne. I årtier blev diskussionen om tyske ofre og deres lidelser betragtet som stødende og bagudskuende. Det var først med åbningen af ​​jerntæppet i 1990'erne, at dette emne vendte tilbage til offentlig debat. Forfattere som Verena Dohrn, Martin Pollack og Ralph Giordano har ydet et afgørende bidrag til at behandle emnet gennem deres værker.

Günter Grass' novelle "Im Krebsgang", der ses som et gennembrud i diskussionen, var særlig vigtig. I de seneste årtier har flugt, udvisning og bombekampagne spillet en central rolle i medierne og videnskaben. Forbundsdagen besluttede også at oprette et center mod udvisninger, selvom dets placering er kontroversiel.

Psykologiske effekter og fremtidige udfordringer

De psykologiske konsekvenser af fordrivelse er alvorlige. Mange af de ramte lider af posttraumatisk stresslidelse (PTSD) og anden følelsesmæssig stress. Derudover fører kollektiv erindring til en ændring i opfattelsen af ​​flugt og udvisning. I den tredje fase af kollektiv erindring, som begyndte efter 1989, søger mange efter identitet og rødder, mens møder mellem tyskere og østeuropæere fremmer en udveksling om historie og minder.

Fremtidige udfordringer omfatter at anerkende tysk lidelse og søge empati for andre ofregrupper. Et center mod udvisninger i Berlin kunne spille en central rolle i erindringskulturen. Resultaterne af den seneste undersøgelse giver derfor ny indsigt i de psykologiske mekanismer bag kollektive erindringskulturer og deres sociale relevans.